Noter om allergi hos kat
RacekattenNoter til foredrag d. 16. april 2007 i Kulturhuset PilegårdenAllergiske lidelser hos kat
Lene Boysen specialdyrlæge, ph.d. Klinik for Veterinær Dermatologi Toftebæksvej 22, 2800 Kgs. Lyngby Tel. 45281415 www.dyrlaegeboysen.dk info@dyrlaegeboysen.dk |
Allergi er en sygdom, hvor kroppens immunforsvar reagerer negativt på stoffer som pollen, støvmider, svampe, insekter eller foder. Stofferne kaldes allergener, og allergi udvikles efter at en kat gennem lang tid har været i kontakt med disse. Symptomerner på allergi hos kat er bl.a. kradsen og slikken med deraf følgende hudforandringer. I det følgende vil de tre mest almindelige former for allergi hos kat blive beskrevet: 1) Loppeallergi 2) Atopisk dermatitis 3) Foderallergi
LoppeallergiDe senere år er der set en stigning i antallet af hunde og katte med lopperelaterede hudproblemer. I det følgende beskrives disse problemer, mulige årsager til deres fremkomst samt de væsentligste punkter omkring forebyggelse og behandling af lopper. Først lidt alment om loppen og dens livscyklus, hvilket er vigtigt til forståelse af de andre punkter.
Kattelopper og hundelopper I Danmark er det først og fremmest katteloppen (Ctenocephalides felis) som er et problem, hvorimod hundeloppen (Ctenocephalides canis) forekommer mindre hyppigt. Katteloppen lever på såvel hund som kat, hvor den suger blod og formerer sig. Loppen kan opholde sig en kort tid på andre dyr f.eks. kanin og på mennesker, men den kan ikke leve der, eftersom disse arter ikke er loppens egentlige værter.
Loppens livscyklus Loppens livscyklus er som vist i figur 1. Den optager sin føde på dyret (blod) og lægger æg i dyrets pels. Æggene falder ud af pelsen og ned i omgivelserne. Her klækkes de, og der kommer laver ud. Disse optager bl.a. næring fra blodet i loppens afføring, som også ligger i omgivelserne (Figur 2). Loppelarven omdannes til en puppe, som kan ligge i omgivelserne mange måneder førend unge voksne lopper kommer ud. Dette sker når den udsættes for varme, vibrationer og øget kuldioxid. Der går kort tid fra den nye loppe er kommet ud til den igen sidder på en vært, og begynder at suge blod. Loppeallergi Et loppebid giver normalt ikke de store gener, og en kat kan gå rundt med mange lopper uden at det bemærkes. I nogle tilfælde udløser loppebidet imidlertid en allergisk reaktion, hvilket kan give alvorlige problemer. Man ved endnu ikke med sikkerhed, hvorfor loppeallergi udvikles hos nogle dyr og ikke hos andre. Allergien viser sig som regel hos den voksne kat, og særligt i sommer- og efterårsmånederne, hvor der er flest lopper. I loppens spyt er stoffer, som kan udløse en allergisk reaktion. Spyttet kommer i kontakt med huden, når loppen suger blod. Den allergiske reaktion viser sig ved, at katten slikker sig voldsomt, ofte ved lænden, bagbenene, bugen og flankerne. I nogle tilfælde ses kraftig kløe i nakken og på hovedet. Der kommer hårtab og sår i huden, nogle gange med skorper på (Figur 3). Milliært eksem er én måde, hvorpå loppeallergi kan vise sig hos kat. Der kommer mange bittesmå knopper med sårskorper i huden på ryggen, ofte med hårtab som følge af forøget slikkeaktivitet (Figur 4). Diagnosen stilles ved at påvise lopper eller loppeekskrementer (Figur 5), som sammenholdt med sygehistorie og kliniske forandringer peger på loppeallergi. I nogle tilfælde er mistanken så stærk, at man selv uden at se lopper/loppeekskrementer mener, at der er tale om loppeallergi. Da vil effekt af behandling kunne af- eller bekræfte diagnosen. Den allergiske reaktion kan nemlig udløses af meget få bid, og man skal således være meget heldig for at finde loppen ved undersøgelsen. Der kan evt. laves en priktest, hvor loppeekstrakt indsprøjtes i huden. Hvis den giver en lokal reaktion i huden, er sandsynligheden for loppeallergi stor. Er testen negativ, kan der dog stadig være tale om loppeallergi. Behandling består af loppebekæmpelsesmidler til katten og omgivelserne i minimum 6 uger. Der skal gives midler, som virker mod såvel æg, larver som voksne lopper. Der findes ingen midler mod pupperne. Alle hunde og katte i husstanden skal behandles. Kløestillende medicin er nogle gange påkrævet for at lindre dyret for den kraftige kløe. Dette skal dog kun gives kortvarigt, ellers kan effekten af loppebekæmpelsen ikke vurderes.
Overførsel af sygdomme Katteloppen kan overføre andre parasitter og infektioner til hund, kat og i nogle tilfælde mennesker. Blandt dem hører Bartonella og bændelorm.
Forebyggelse og behandling af lopper For 10-15 år siden havde mange danske katte problemer med lopper. Nye loppebekæmpende produkter kom på markedet, og i løbet af nogle få år reduceredes loppeproblemet væsentligt. De seneste par år har vi i Danmark set en stigning i antallet af lopperelaterede hudproblemer, og man kan spørge, hvorfor det er tilfældet. Der er flere muligheder: 1) Loppemidlerne bruges ikke så regelmæssigt mere 2) Loppebehandlingen er ikke optimal 3) Indgivelsen/påførelsen af lægemidlerne er ikke korrekt 4) Mildere vintre giver loppeproblemer hele året 5) Udvikling af resistens overfor loppemidler Ad 1). Det er vigtigt at opretholde en kontinuerlig loppeforbyggelse, når man har kat. Det kan f.eks. gøres ved hver måned at give katten en behandling med lufeneron (Program vet®). Behandlingen skal gives hele året. Ad 2). Når der ses lopper, skal der behandles med et middel, som tager de voksne lopper på dyret samt æg og larver i omgivelserne. Midler som f.eks. Fronline Combo® anbefales, som indeholder fipronil mod de voksne lopper og methopren mod æg og larver. Midlet gives på katten, men virker såvel på dyret som i omgivelserne. Omgivelserne bør derudover behandles med et insekticid mod de voksne lopper. Dette fåes i håndkøb på apoteket eller hos Matas. Ad 3). Gives der loppemidler, som skal gives på huden i nakken/ryggen er det vigtigt at sikre sig, at det vitterlig kommer i kontakt med huden og ikke ligger i hårene. Dette kan gøres ved at klippe lidt hår af i nakken, hvor midlet skal puttes på. Ad 4). Der skal behandles mod lopper hele året, da vintrene er så milde, at de ofte overlever. Ad 5). Resistensudvikling er under mistanke, men er dags dato ikke påvist.
Atopisk dermatitis hos katAtopisk dermatitis (AD) har siden 1980érne været anerkendt som en vigtig årsag til kløe hos kat. Hos de samme katte ses af og til luftvejsproblemer. Op til 73% af alle katte med allergi har AD. Der er endnu ikke påvist nogen racedisposition, men sygdommen er set hyppigere i nogle kattefamilier, og man antager, at den er arvelig. Husstøvmider, pollen og svampesporer hører til de stoffer, som udløser denne form for allergi. De optages gennem luftveje og hud, hvorefter de påvirker immunsystemet i negativ forstand. Præcist hvad der sker i kroppen er endnu ikke klarlagt, og det er et område, som der forskes i på internationalt plan. Symptomer Sygdommen viser sig klinisk som en miliær dermatitis, ”head og neck pruritus”, selv-induceret hårtab og eosinofilt granulom kompleks. Miliært eksem ses oftest på ryggen og er karakteriseret af mange bittesmå knopper og sårskoper samt hårtab. Katten slikker sig og kan derved i nogle tilfælde misfarve hårene, så en sort kat får en brun pels lokalt på ryggen. ”Head og neck prutitus” er et udtryk som bruges om katte, der klør sig i nakke og hovede og får sår og hårtab som følge deraf (Figur 6 og 7). Der kan være flere årsager f.eks. øremider og lopper, men atopisk dermatitis er også en mulig årsag til problemet. Selv-induceret hårtab skyldes en øget slikkeaktivitet f.eks. på bugen og inderlårene, som sjældent bemærkes af ejer. Det viser sig som en mere eller mindre hårløs hud ofte uden de store hudforandringer (Figur 8). Eosinofilt granulom kompleks er en lidelse, der viser sig klinisk ved tre former 1) indolent ulcus 2) eosinofilt plaque 3) liniært granulom /eosinofilt granulom Alle tre former er symptomer på andre sygdomme, som oftest overfølsomhedsreaktioner overfor f.eks. foder, insektbid og husstøvmider. Det vil sige, eosinofilt granulom kompleks er ikke en selvstændig lidelse. I nogle tilfælde kan forandringerne hørende til eosinofil granulom komplekser være arvelige. De katte hvor ingen tilgrundliggende allergisk reaktion kan påvises, kan mistænkes for at have den arvelige variant. Indolent ulcus (Figur 9) er en hyppig lidelse, og viser sig som en lyserød-gullig hævelse på læben. Den er ofte uden gener for katten. Katte med indolent ulcus har nogle gange ligeledes eosinofile plaues og/eller eosinofile granulomer. Eosinofilt plaque (Figur 10) er også en almindelig hudlidelse, og viser sig som oftest på bugen eller på indersiden af lårene som en pladelignende hævelse i huden, der væsker. Der ses ofte sår på stedet. Forandringerne klør som regel, og katten slikker sig kraftigt. Liniært granulom/eosinofilt granulom (Figur 11) er en almindelig hudforanding karakteriseret af hævelse, hudfortykkelse og knudedannelse som regel placeret på benene og i en langagtig form. I nogle tilfælde ser man det eosinofile granulom ved tungeroden, som kan give katten problemer med at synke maden. Eosinofile granulomer kan også findes på hovedet. Diagnostisering Diagnosen atopisk dermatitis stilles når sygehistorie og kliniske forandringer passer dertil, og når andre sygdomme som f.eks. foderallergi, ringorm og loppeallergi er udelukket. Forandringerne hørende til eosinofilt granulom kompleks kan i nogle tilfælde ligne dem ved hudkræft, svampe- og virusinfektioner, ligesom nogle bakterielle infektioner kan give samme billede. Det kan derfor være nødvendigt at undersøge for disse lidelser, førend diagnosen atopisk dermatitis stilles. I nogle tilfælde vælger man at udtage en hudbiopsi for at få en såkaldt histopatologisk vurdering af hudens forandringer i dybden. Patologen ser i mikroskopet, hvordan hudens forskellige bestanddele ser ud. Behandling Der er tre muligheder: undgåelse af stofferne, hyposensibilisering og symptomatisk behandling. Undgåelse af stofferne Det kan ved nogle allergiformer lade sig gøre at undgå/minimere kontakten med de stoffer, som udløser allergien f.eks. lopper og nogle pollen. Husstøvmider er svære at undgå, de er i alle hjem, men man kan forsøge at begrænse mængden ved at: - Undgå at katten opholder sig i soveværelset, hvor der er flest mider.
- Undgå tæpper, madrasser og lign. til dyret.
- Vask dyner, puder, sengetøj, tæpper ect. ved 60 grader.
- Luft ud 5-10 minutter flere gange dagligt
- Tilstræb en temperatur på min. 20 grader
- Se evt. på www.astma-allergi.dk for flere gode råd
Hyposensibilisering Hyposensibilisering er en behandlingsform, hvor man giver det, dyret er overfølsom overfor i stigende mængder. Dette sker ved at indsprøjte stoffet under huden med jævne mellemrum, enten hos dyrlægen eller i hjemmet. På den måde ”vænner” man kroppen til at komme i kontakt med stoffet, uden at det resultater i så kraftig en allergisk reaktion. Udvælgelse af stoffer (allergener) til hyposensibilisering sker efter udførelse af en priktest og/eller en antistofmåling af de forskellige allergener i blodet. Hyposensibilisering virker hos ca. 50-70% af kattene i form af en reduktion af kløen og hudforandringerne. Symptomatisk behandling Ved at bruge lægemidler som binyrebarkhormoner, antihistaminer, efa-olier m.fl. kan man i mange tilfælde kontrollere symptomerne, så katten ikke lider overlast. Denne behandlingsform vælges som regel, hvis en kat ikke kan hyposensibiliseres eller hvis det kun har hudproblemer få gange om året. Man skal dog huske, at binyrebarkhormoner kan have alvorlige bivirkninger som f.eks. sukkersyge ved langtidsbehandling.
Behandling af eosinofilt granulom kompleks Man søger ofte efter en primær årsag til problemet f.eks. allergi , og ved at behandle den, får man behandlet granulomet. I andre tilfælde vælges en medicinsk behandling af granulomet med f.eks. binyrebarkhormoner, og såfremt medicinen ikke virker eller der kommer tilbagefald, begynder søgningen efter andre tilgrundliggende sygdomme. Kirurgisk fjernelse af granulomet er også en mulighed i nogle tilfælde. Forebyggelse Eftersom det ikke er 100% klarlagt, hvordan atopisk dermatitis opstår hos kat, og man endnu ikke kan beskrive arvegangen med sikkerhed, bør man undlade at avle på katten, som får stillet diagnosen atopisk dermatitis. Det er indtil videre den eneste mulighed vi har for at begrænse sygdommens udbredelse.
FoderallergiFoderallergi er den tredie mest almindelige allergiform hos kat, og forekommer hos 1-6% af kattene med hudproblemer. Foderallergi udvikles som regel efter at en kat har spist det samme foder i nogle måneder til år. Kæledyr udvikler ikke allergi overfor et fodermærke (f.eks. Hills, Specific); de bliver derimod allergiske overfor specifikke indholdsstoffer i foderet. De mest almindelige allergifremkaldende stoffer reflekterer de stoffer, som bruges i kommercielle diæter og er bl.a. kylling, oksekød, hvede, mælk, æg, majs og fisk. Den allergiske reaktion som foderstofferne udløser er endnu ikke fuldstændigt klarlagt, og det er et område, som der forskes i på internationalt plan. Indtil nu har man ikke kunnet påvise, at denne form for allergi er arvelig. Symptomer Foderallergi forekommer hos alle racer, begge køn og i alle aldre, men unge dyr helt ned til 3 måneders alderen synes disponerede derfor. Katte med foderallergi har oftest en helårskløe, modsat katte med atopisk dermatitis som i nogle tilfælde klør sig mest i f.eks. pollensæsonen. Klinisk er det ikke til at skelne katte med foderallergi fra katte med atopisk dermatitis. Kløe i form af slikken og kradsen er det primære symptom, og hudforandringerne er mere eller mindre de samme dvs. hårløshed på bug/inderlår, miliær dermatitis, sår ved hals og hovede og eosinofilt granulom kompleks. Der er en tendens til at katte med foderallergi hyppigere har ”head and neck pruritus” end katte med atopisk dermatitis (Figur 12) . I 10-15% af tilfældene har katten med foderallergi også symptomer fra mave-tarmsystemet i form af diarré eller opkastninger. Diagnostisering Ved udelukkende at fodre katten med en såkaldt eliminationsdiæt i 8 uger kan man vise, om der er tale om foderallergi. Eliminationsdiæten består af en ny proteinkilde, som katten aldrig har spist før f.eks. struds eller ged, og en kulhydratkilde f.eks. kartoffel eller græskar. Der findes også kommercielle diæter (f.eks. Hills Z/D ultra), som kan bruges i stedet for hjemmelavet diæt. Såfremt der ses en væsentlig reduktion af kløen indenfor de 8 ugers fodring, stoppes diæten, og katten sættes tilbage på sit gamle foder. Er der tale om foderallergi, vil kløen vende tilbage i.l.a. 1-2 uger. Dermed er diagnosen slået fast. Hvis man som ejer ønsker præcist at vide, hvilken proteinkilde katten ikke kan tåle, kan man teste de enkelte komponenter i den gamle diæt enkeltvis. Det vil sige, at man f.eks. først giver katten æg, derpå ost, ect. ect. Hvis kløen vender tilbage ved et af teststofferne, må man fodre med eliminationsdiæten igen for at få den kløefri, førend næste ingrediens testes. De enkelte komponenter skal gives 1 uge ad gangen. Foderallergi kan ikke diagnostiseres ved brug af priktest (intradermaltest) eller ved måling af antistoffer i blodet. Behandling Fremover gælder det om at finde et foder, som katten kan tåle uden at få en allergisk reaktion. Der findes en del kommercielle produkter på markedet, som er hypoallergene, det vil sige, er lavet på proteinstoffer som sjældent giver anledning til allergi. Der kan blive tale om at prøve 4-5 produkter inden man finder det rigtige for den enkelte kat. |